Om Flowerchild     Om Ragdoll     Hunkatte     Hankatte     Killinger     Planer     Tidligere kuld     Kontakt/Pris     Links     Gæstebog

 


Flowerchild er stamnavnet på et lille opdræt, hvor der opdrættes katte af racen Ragdoll.

Vi - der står bag Flowerchild - er Pia Lena Sørensen og Niels Jørgen Lynge. Vi bor i Fredensborg, som ligger i Nordsjælland.

Vi har haft kat/katte i mange år, men først i 2008 kastede vi os ud i at købe en racekat. Vi havde gennem mange år snakket om even-tuel anskaffelse af racekat, og hvilken slags, valget så skulle falde på. Vi har været meget begejstret for både Norske Skovkatte og Maine Coon, men da det kom til stykket faldt valget dog på noget helt tredje.

Vi ville gerne have en kat med blå øjne, og så er udvalget hurtigt begrænset til et meget fåtal af racer. Der er blandt andre Hellig Birma og Ragdoll.

Vi ville også gerne have en kat med halvlang pels, og katten skulle være nem at passe - også når det drejer sig om pelspleje. Disse krav kunne dækkes både med Hellig Birma og Ragdoll.

Vi begyndte, at kigge lidt nærmere på de to racer. Læste lidt forskellig materiale om dem, og vi var på et par katteudstillinger, både for at se og røre ved katte af de to racer, men også for at få kontakt til opdrættere med killinger til salg.

Det endte med at vi købte en Ragdoll - Big-Bang Nightsky Hyacinth, som vi hentede hjem sidst i september 2008.

Hvad der så er sket siden købet af Hyacinth, fremgår af nedenstående:

Ældste dato vil være nederst i teksten - nyeste dato øverst i teksten. Der vil være enkelte billeder undervejs.

 

 

16.07.2010
Så er Hyacinth nedkommet med killinger.
Hele dagen i går kunne man mærke på hende, at nu ville der ske noget. Hun var kontaktsøgende og havde ingen ro på sig. Sent på aftenen, så gik det for alvor i gang. Vandet gik over flere omgange, og så kom der gang i veerne. Kl. 23,25 ankom den første killing, og så gik det ellers stille og roligt hen over midnat. Kl. 01,15 ankom den sidste killing.

Alle killingerne havde en fødselsvægt på over 100 gram, så det er nogle store killinger, Hyacinth har født.

Nu er det så overstået, og alle har det godt.

         

Vi er ved at lægge informationer ind på killingesiden, men der går nok nogle dage inden den er fuldt opdateret.

 

 

10.07.2010
Vi venter nu spændte på, at Hyacinth skal nedkomme med et antal killinger. Det er lige op over. Hun er blevet godt rund om maven, så vi går og gætter på, hvor mange der er. 4 stk.? 6 stk.? eller flere? Vi får se i løbet af denne uge, vi går ind i.
Vi håber på, at der ikke er alt for mange.

Vi havde jo både Flora og Inula til fotografen, da vi var på udstillingen i Billund. Vi har nu modtaget billederne, og udvalgt et par stykker på dem begge to. Baggrunden vi valgte, er ikke så god til Inula, men det er alligevel blevet et meget godt billede af hende. Synes vi.

                   

Flora                                                           Inula

Vi har også modtaget et par skønne billeder af DK Flowerchild Akantus Vulcanus. Han er jo vokset noget siden vi afleverede ham.

Han ser rigtig skøn ud, og han ligner sin moder Hyacinth samt onkel Hamilton (DK Big-Bang Nightsky Hamilton) meget.

 

 

28.06.2010
Så har vi været på udstilling i Billund. Det var en 2 dages udstilling, og vi var med begge dage.
Vi havde Inula og Flora med på udstillingen, og det gik over al forventning.

Inula fik sine certifikater begge dage, hvilket betød, at hun om søndagen kunne kalde sig for champion.

Flora fik sine EX1'er begge dage, og begge dage blev hun nomineret til deltagelse i Best In Show (BIS). Det var rigtigt dejligt. Hun blev dog ikke BIS, men det var alligevel utroligt flot, at hun kom på scenen.

              

Inula hos dommer Flavia Capra                                                     Flora hos dommer Dieter Filler

Hyacinth havde vi ladet blive hjemme, og hun havde katte-sitter på. Hyacinth er ved at være temmelig rund om maven, men nu er der også kun små 15 - 20 dage til hun nedkommer med et kuld killinger. Vi er meget spændte på, hvor mange killinger der kommer.

På udstillingen var også "Felicious Studios". Vi besluttede derfor, at få taget billeder af både Inula og Flora. Så om søndagen stillede vi hos fotografen, og vi tror på, at der nok skal kommer nogle gode billeder ud af det. Der blev taget pænt mange billeder af dem begge. Vi skal dog kun betale for de billeder vi udvælger, og kan vi ikke lide nogle af billederne, så er der ingen købetvang, og så har det ikke kostet os noget.
Vi får se, når de er klar fra "Felicious Studios".

 

 

20.06.2010
Vi har haft Hyacinth til fotografen.

Da vi var på udstilling i Malmö (havde kun Hyacinth med) i april måned 2010, var der mulighed for at få fotograferet katte hos "Kongro".

Kongro havde et godt tilbud, så vi endte med at få Hyacinth fotograferet, og valgte 6 billeder ud. Dem har vi nu modtaget, så her er et enkelt eksemplar:

Vi lægger også et par stykker ind på Hyacinths galleri.

 

 

6.06.2010
Siden sidst, er vi kommet af med Big-Bang Phoenix James Bond igen. Det gik desværre ikke mellem ham og tøserne - specielt Hyacinth (alias Hysse, alias Hystaden). Hun levede op til hendes kaldenavne.

Hyacinth var skrup tosset over, at han var kommet ind i huset. Hun hvæsede og spruttede konstant af James Bond - han kunne ikke komme i nærheden af hende, uden at hun udspyede surhed og galde. Ham kunne hun ikke lide, og han skulle ikke komme her og bestemme noget. Basta.

Det var trist for os andre, og især for Inula, som havde taget rigtig godt imod James Bond. De hyggede sig gevaldigt sammen. Flora derimod viste ikke rigtigt, om hun kunne lide ham eller ej. Han havde jo fået indyndet sig hos hendes hyggetante Inula, som så ikke havde lige så megen tid til at hygge med Flora.

Hyacinth er også med killinger. Der er synlige tegn nu, så vi forventer killinger midt i uge 28. Men det kommer, der meget mere om til den tid.

17.05.2010
Der er sket en hel del siden sidst.

Vi har været på udstilling i Stenlille søndag den 9. maj 2010. Med os havde vi lille Flora og Inula. Begge fik hvad de kom efter, men de var lidt urolige/ustyrlige de gange, de skulle præsenteres for dommer.

Vi har også fået hankat i huset. Vi modtog Big-Bang Phoenix James Bond mandag den 10. maj 2010.
James Bond og Niels har altid været rigtig gode kammerater. James Bond, som er en rigtig stor "kælegris", har altid været glad for at ligge på skødet hos Niels, når de har været i selskab sammen.

James er blevet kastreret. Det blev han lige inden vi modtog ham, hvilket var vores krav til at tage ham ind i huset. Nu bliver det så spændende, hvordan tøserne tager imod ham.
Ind til videre har det dog givet nogen turbulens. Hyacinth var nemlig gået i løb, og det kunne James Bond lugte. Da han først lige er blevet kastreret, så raser hormonerne endnu i kroppen på ham, og vi skulle passe meget på med at de to ikke parrede sig sammen, da de er meget nært beslægtede (halvsøskende).
Det var dog så heldigt, at vi samme aften kunne sende Hyacinth af sted til parring hos DK Hyrlands.

Ind til nu har Inula, som den eneste taget godt imod James Bond, og James Bond er meget begejstret for Inula. Han følger hende dagen lang, og vil helst ligge lige ved siden af hende. Dette kan dog ikke altid lade sig gøre, og så står han og snakker til hende, for at lokke hende hen i nærheden af ham.

Hvis alle tøserne ender med at byde James Bond velkommen, så har han en fast bopæl hos os, men tøserne kommer i første række, så de bestemmer.

               
James Bond                                                         James Bond tæt på Inula
                                                                                          (er han kæreste eller bodyguard?)

 

 

26.04.2010
I dag bliver Akantus-kuldet ½ år. Det betyder, at Flora og hendes brødre ikke længere er killinger, men ungdyr.

Ikke at vi kan mærke på Flora, at hun er blevet "teenager". Tværtimod. Når vi kigger på Flora, kan vi godt undre os over, at vi nu kan kalde hende teenager, da hun stadig er lidt af en "pattegris".
Hun dier fortsat hos Hyacinth.  J  Hvornår mon det stopper?
Hyacinth gør ikke noget alvorligt for at stoppe "pattegrisen". Hyacinth protesterer lidt, og skubber Flora væk, men da Flora er en stædig lille kat, så maser hun da bare på, og det lykkes for hende, at komme til dievorterne hver eneste gang.

                              

Flora er rundet de 3 kilo, og man kan også se på billederne, at hun er godt på vej til at blive lige så stor som hendes moder Hyacinth, som p.t. vejer 4,4 kilo. Det er en stor "pattegris", der ligger og patter ved sin moder. Hvor meget mælk Flora får, er ikke til at vide, men hun smasker helt vildt højt.

Vi har jo en del billeder på denne hjemmeside, men da billeder fylder meget, så har vi også benyttet os af at lægge billeder ind på www.kattegalleri.dk
Kattegalleriet er en hjemmeside, hvor alle kan lægge billeder ind af deres katte, og der er god plads derinde. Lige i skrivende stund har vi oprettet følgende katte inde på Kattegalleriet, alle under racen Ragdoll:

Flowerchild Akantus Flora
Big-Bang Rainbow Inula
Big-Bang Nyghtsky Hyacinth

Derudover har vi i øjeblikket 4 fotoalbums over forskellige emner, eksempelvis "Flora hænger i gardinerne".

 

 

11.04.2010
Så har vi prøvet at være på udstilling i Sverige. Det var i Malmö lørdag den 10. april 2010.
Vi havde kun Hyacinth med, da de to andre ikke kunne komme ind i Sverige. Vi ville jo gerne havde haft et certifikat til Hyacinth i Sverige. Men vi var i konkurrence med en anden brun colourpoint : S*Earth Angel's Golden Grace ejet af Ulrika Eborn, og det var denne kat, der vandt. Det var nu også en meget flot kat, den blev også nomineret til Bedst in Show.

Tillykke til Ulrika Eborn med Grace

Af andre nyheder, har vi egentlig kun en gammel nyhed. Men vi har ikke rigtigt skrevet/vist noget om det tidligere. Vi har jo fået lavet vores terrasse om. Den er både blevet større, og ca. halvdelen af den er blevet overdækket. Hele foråret og sommeren 2009 gik med at lave dette. Det har vi selvfølgelig taget en masse billeder af, og nogle af dem vil vi gerne dele med andre. Derfor er der her et link til en siden omhandlende renoveringen af vores terrasse. Klik på Terrasse
Det vi har lavet, gør at vores katte kan komme ud hver dag, hvilket de er meget begejstrede for.

 

 

8.03.2010
Vi har igen været på udstilling. Denne gang lidt nærmere vores bopæl, da det var i Herlev. Vi havde Inula og lille Flora med. Vi var meget spændte på, hvad dommerne ville sige til lille Flora.
Dagen gik godt, og de fik begge deres EX1'ere, men det mest spændende var dog, at de begge skulle op til dommeren igen til bedømmelse af hvilke katte, der skulle udtages til Nominering. Her blev det lidt hektisk, for de skulle lige pludselig op til dette på samme tid, hos hver deres dommer. Godt at Susan trådte til, og viste Flora frem, mens Pia viste Inula frem. Niels var i fuld gang med at tage billeder, og skulle finde ud af, hvordan han kunne være to steder på en gang, så vi kunne får billeder af det hele.

Og hvordan gik det så? - Jo det gik sådan,

  •  at Inula ikke blev Nomineret, men dommeren var meget begejstret for hende, og synes rigtig godt om hende.

  •  at Flora blev Nomineret, og derfor skulle med på scenen i "Best in Show"

Flora vandt ikke "Best in Show", men det er nu alligevel meget flot, at komme på sin første udstilling, og her blive Nomineret.

Tillykke til lille Flora.

Dem der har læst med på denne side tidligere, har jo læst, at Flora ganske vist har været med på udstilling før, men det var som Kuld, og ikke som individuel individ.

Her er Flora på Scenen i "Best in Show", sammen med de øvrige nominerede killinger.
Det er Christa, der holder Flora.
Ved siden af er den skovkat, som vandt killingernes "Best in Show"

Med på udstillingen var også Hyacinths moder (og Floras bedstemoder) : Big-Bang Karlsvognen Uma. Det gik også rigtig godt for hende, da hun fik sit sidste certifikat i klasse 7, og nu kan kalde sig International Champion.

Tillykke til Susan Jonassen med Uma.

 

      

Inula på dommerbordet ved Anne Køhn                         Flora på dommerbordet ved Grazyna Laskowska-Malaga

 

 

 

22.02.2010
Så har vi været på udstilling igen. Lidt hurtig efter den sidste, men det var planen. Vi har denne gang været i Tyskland - nærmere bestemt i Rendsburg. Her var en to-dages udstilling, hvilket betød, at hvis vi var heldige, så ville Hyacinth få sit sidste certifikat i klasse 7 og dermed blive International Champion, og hun ville få sit første certifikat i klasse 5. Og vi var heldige. Vi fik det, vi var taget til Tyskland efter.

Tillykke til International Champion Big-Bang Nightsky Hyacinth.

Inula havde vi også med. Men der var ikke så meget at kæmpe om for hende, da hun stadig er ungdyr. Vi ville dog gerne havde haft en BIV til hende om søndagen. Her var der 3 blå colourpoint Ragdoll, så der var mulighed for at udvælge en BIV. Det blev dog søde IC Big-Bang Octans Knirke, der fik titlen. Hun er nu også blevet en pæn dame, den lille Knirke.

Tillykke til Helle Hoborg med lille Knirke.

Vi havde desværre glemt vores kameraer hjemme, så vi har ingen billeder af denne tur.

De to killinger Flora og Jupiter var hjemme, og havde "katte-sitter" på hele week-enden, så de havde det også hyggeligt. Vi var lidt spændte på at hører, om de havde pebet lidt over, at deres moder ikke var der, men der havde ikke været noget i den retning. De havde hygget sig, som de plejer.

Men piberiet begyndte lige så snart, at Hyacinth var kommet ud af transportkassen, så var der en lille Jupiter, som gerne ville have lov til at die hos mama. Det blev der dog ikke noget af. Hyacinth havde nydt to dage uden den slags plagerier.

 

 

8.02.2010
Nu har vi været på udstilling i Helsinge. Vi havde Hyacinth med for første gang efter hendes fødsel i Oktober 2009. Samtidig havde vi de 3 tilbageværende killinger med : Jupiter - Flora - Pluto.
Pluto blev så hentet af sin nye familie hen på eftermiddagen, så ham har vi gået og sagt farvel til i de sidste par dage.

Alle tog udstillingen fint. Selv Hyacinth, som ikke altid har været lige begejstret for dette, tog det stille og roligt. Det var måske en god ting, at hun ikke var alene af sted, men havde selskab.
Killingerne var afslappede og havde en hyggedag i buret. Der var mange, der kiggede på, og også nogle som fik lov til at holde en killing i favnen. De små havde intet imod, at komme lidt ud af buret og blive nusset bag ørene. Selv det, at blive præsenteret for dommeren, tog killingerne roligt.

Hyacinth og hendes 3 killinger Jupiter - Flora - Pluto på udstillingen i Helsinge.

De 3 killinger ved dommerbordet.

 

2.02.2010
Killingerne er meldt til udstillingen i Helsinge. De er tilmeldt som et kuld, så det bliver spændende, hvordan det går.

Vi har også meldt Hyacinth til udstillingen. Det er efterhånden længe siden, hun har været med på udstilling, så nu er det ved at være på tide. Det bliver også spændende, om hun er i tilstrækkelig god condition, til at få tildelt et certifikat, men det ved vi meget mere om på Søndag.

 

 

27.01.2010
Der er gået nogen tid siden sidst.

Vi har fået sagt farvel til først Vulcanus, som flyttede mandag den 18. januar og dernæst til Janus, som flyttede fredag den 22. januar.

Der er lidt tomt efter, at de er flyttet hjemmefra. Det kan sagtens mærkes, at der ikke længere er 5 killinger rundt omkring. Hyacinth er også rigtig godt tilpas med, at der ikke er så mange killinger, der kræver hendes opmærksomhed.
Nu kan de 3 tilbageværende killinger få lov til at die lidt længere hos hende, end de fik lov til, da de var der alle 5. Men hun er også ved at vænne dem af med at die, så der bliver af og til skældt ud og snerret af dem.
Pluto er nok den, der har haft det sværest med, at Vulcanus og Janus er flyttet hjemmefra, han føler sig lidt alene, nu hans to "kamme-rater" ikke er der længere.

 

 

1.01.2010
Godt nytår til alle.

Killingerne har taget deres første skridt ind i et nyt år med barvour. De var overhovedet ikke berørte af alt det virak, der var med lys og larm udenfor fra alle de raketter, heksehyl, kanonslag og batterier, som blev afskudt på grund af nytåret. Men om de vedbliver med at være så rolige i det postyr, er jo ikke godt at vide.

Inula og Hyacinth var ikke særligt begejstret for al det virak.

25.12.2009
Mandag var killingerne til dyrlæge for første gang. De skulle have den første vaccination. Det var et besøg, som de tog i stiv arm, og dyrlægen var meget forundret over, så rolige de var, mens de var på besøg hos hende. De var dog lidt matte, da de kom hjem.

Torsdag havde vi så travl med at få pyntet juletræ og taget billeder af killingerne. Juletræet er de stort set lige glade med, men de har dog prøvet at pillet en lille smule af den nederste pynt af grenene.

Glædelig jul fra Hyacinth, Inula, Janus, Jupiter, Flora, Pluto og Vulcanus. Selvfølgelig også fra Inula.

 

 

14.12.2009
Så har vi atter været på udstilling med Inula. Vi var ikke så langt hjemmefra, da udstillingen var i Nærum. Tillykke til Absalon, som blev BIV lige for næsen af Inula.

Inula havde rigtig godt af at komme lidt hjemmefra. Hun trængte til en fridag fra killingerne. Selvom det ikke er hendes killinger, så har de optaget en stor del af hendes tid - hver eneste dag. Vi kunne mærke på hende, da vi kom hjem, at det havde været en rigtig god fridag for hende. Hun er blevet mere rolig, og har nu fundet ud af, at hun ikke behøver at være om killingerne hele tiden.

 

 

10.11.2009
Vi har atter engang været af sted på udstilling. Denne gang i Hillerød.
Vi havde selvfølgelig kun Inula med, og selvom det gik rigtig godt, så kunne vi mærke på hende, at det da var lidt træls, bare at skulle ligge i et bur og se dejlig ud. Det var også mærkbart, da vi skulle til dommerbordet, at nu ville hun da rigtig nok gerne ned og løbe lidt rundt på gulvet, og der blev kigget langt efter flere spændende ting, som det ville havde været sjovt, at få lov til at lege med. Men der var et fast tag i hende under hele forløbet, indtil hun kunne komme tilbage til buret.

 

 

29.10.2009
Så fik vi killinger.
Hyacinth fødte 5 søde killinger mandag den 26.10.2009. Fødslen gik godt. Fødslen gik i gang kl. 6.30 og var overstået kl. 7.43. Alle havde en pæn fødselsvægt.
På siden over killinger ligger et gruppebillede, taget efter at de er blevet tørre og mætte.
Når killingerne er blevet køns- og farvebestemt, så vil der blive lagt flere informationer på siden med Killinger. Sandsynligvis i denne weekend.
Tillykke til Hyacinth.
 

 

19.10.2009
Vi har været på udstilling i Årslev.
Vi havde igen Inula med på udstilling, og lige som sidst, så gik det rigtig godt. Hun synes måske nok det er lidt kedelig, at skulle ligge i bur en hel lang dag, når hun jo sædvanligvis bruger noget af dagen til lege og til dril af Hyacinth.
Nu går vi og venter spændte på, at Hyacint skal føde hendes killinger. Det kan ske allerede sidst i denne uge. Men mere om det, når killingerne er der.
 

 

28.09.2009
Vi har været på udstilling i Albertslund.
Vi havde Inula med på udstilling for første gang. Det gik godt. Hun tog det meget pænt, også da hun blev præsenteret for dommerne. Desværre var hendes pels ikke i den bedste stand. Dommeren kunne se på pelsen, at hun havde været syg, derfor blev hun kun EX2.
Vi tabte til DK Hyrland's Trinity, som fik EX1. Trinity var nu også meget flot, og selvom hun er næsten en måned yngre end Inula, så var hun også den største - en rigtig fin killing.

I forbindelse med udstillingen i Albertslund, fik vi vores fødekasse til Hyacinth.
Vi havde fået en kontakt til en opdrætter, som i familien havde en, der var god til at lave fødekasser til meget fornuftige priser. Opdrætteren er Pythagoras Perser & Exotics ved Sanni & Johnny Truedsson. Under Links kan man finde genvej til deres hjemmeside.
 


 

13.09.2009
Vi har haft Hyacint af sted på ferie hos S*Peninsula's Arinto, se mere under Planer og Killinger.

Hyacinth og Inula er blevet bedre venner, siden vi sidst skrev noget her på siden. Hyacinth er nok mest som en mor for Inula - i hvert fald så bliver Inula både vasket og skældt ud af Hyacint, alt efter hvordan Inula nu lige opfører sig.

Vores overdækkede terrasse er også færdig og godkendt af begge kattene. Det er dejligt igen at kunne lade terrassedørerne stå åbne, uden at skulle tænke på, om en af kattene nu løber ud. Nu kan de komme ud, alt det de vil, men er alligevel i et lukket rum, da hele terrassen nu er indhegnet.
 


11.08.2009
Vi har endelig fået vores Ragdoll nummer to.

Vi har netop fået en lille killing Inula ind af døren. Til stor glæde for os, men knap så stor glæde for Hyacinth.
Hyacinth er noget fornærmet - hvad er dog det for en størrelse, vi har bragt ind i hendes hjem. Men de skal nok blive gode venner. Inula derimod er nysgerrig og aldeles uberørt af, at Hyacinth ikke gider at hilse på hende. Inula kigger i stedet rundt i sine nye omgivelser, og får tjek på, hvor tingene er. Madskålen er besøgt og ligedan sandkassen.

Vi havde jo også en forventning om af få Hyacinth parret her i juli/august. Men Hyacinth har ikke været i løbetid siden midten af juni måned. Så det er ikke lykkedes endnu.

Planen for hende er fortsat, at hun skal parres med  S*Peninsula's Arinto, og det vil ske når hun endelig går i løbetid igen. Se også under Planer.

 

 

Som spritny opdrætter af Ragdolls katte, har vi også valgt at få etableret os med en hjemmeside. En ikke helt nem opgave, da ingen af os hidtil har interesseret os for at lave hjemmesider. Vi har bare surfet på nettet.

Vi har fået utrolig stor hjælp af Mette Bechmann, som har designet hjemmesiden. Tak til Mette.

 

Siden sidst opdateret den 29.03.2010

 

Webmaster Flowerchild Ragdolls © | www.flowerchild-ragdoll.dk | mail: njl.pls@tdcadsl.dk